Tag din 10. klasse som udvekslingselev i Sydslesvig

Tag din 10. klasse som "udvekslingselev" syd for grænsen, og oplev en flersproget og flerkulturel hverdag som helt sikkert vil give dig mange brugbare kompetencer på din videre vej.

20161115TR10
  • Hvad er ”Tag din frivillige 10. klasse i Sydslesvig” ?

Det er et tilbud til elever fra Danmark. Det er – som der står – frivilligt. Dvs. man får ikke et eksamensbevis med hjem, som man kan bruge i Danmark. Eleven gør det ud fra lysten til opleve den spændende sprog- og kulturskat der er syd for grænsen. Eleven bliver i dét år, hun er her, en del af det danske mindretal i Sydslesvig. Hun oplever en tosproget hverdag, hvor der tales tysk og dansk omkring hende hele tiden, hver dag. Og det er de personlige kompetencer på den kulturelle/sproglige konto, som eleven tager med hjem som gevinst. Det er ligesom et au-pair-år noget, der tager sig godt ud på et cv. Helt konkret går gæsteleven i en 10. klasse i Sydslesvig, bor hos en værtsfamilie og dyrker sine hobbys og nye kammeratskaber i fritiden. I weekenden kan man selvfølgelig tage hjem til Danmark, når man har lyst.

  • Hvem kan blive udvekslingselev?

Elever fra Danmark, som har lyst til et ”sabbat-år” i form af et spændende og inspirerende år som frivillig 10. klasses elev i Sydslesvig. Du vil få en kæmpe viden om Sydslesvig, det danske mindretal samt tysk sprog og kultur og styrke dine kommunikative og sociale kompetencer, hvilket vil komme dig til gode på din videre vej.

  • Hvem kan blive værtsfamilie?

Har din familie plads og lyst til at have en udvekslingselev boende, som kan præge jeres hverdag med dansk sprog og kultur, så kan I sagtens være en egnet værtsfamilie. Det er ikke vigtigt at der er jævnaldrende børn, men at der er plads i hjemmet samt gode strukturer ift. at gæsteeleven kan passe sin skole og sine hobbys. Det forventes af værtsfamilier, at de giver eleven kost og logi. Det forventes ikke af værtsfamilien, at de betaler for elevens hobbyer, tøj, musik osv.

Har du interesse i at blive frivillig 10. klasses elev eller værtsfamilie? Læs mere her