Feriebarn i 1964-1968

Fem somre i træk!

1

Feriebarn: Lorenz Thomsen, Bargum (Bredsted Danske Skole)

Rejselærer og skoleleder: Sigfred Andresen  

Ferieværter: Agnes og Rasmus Sørensen. Hvolrishøj, pr. Møldrup, Viborg Amt

Rejseleder/tilsyn fra Viborg Amt: Kjeldsen (jeg husker ikke hans fornavn). Jeg husker bare, at når han så vores rejseskilt om halsen, sagde han altid: »Ahh, der er jo …«. Han kendte alle vores navne og ikke mindst dem, vi skulle være hos på ferie.

Togrejsen

Afgang fra Flensborg banegård med morgensang kl. 6 en sommermorgen (i østen stiger solen op) via Padborg, Kolding, Fredericia, Århus til Viborg (ankomst ca. kl 17), videre med rutebil til V. Bjerregrav. Der tog Rasmus imod med sin mintgrønne ældgamle Vauxhall. Agnes ventede på gården, som vi nåede frem til ved ca. 19-tiden. 12-13 timers rejse.

Feriehjemmet

Selv kommer jeg fra et husmandssted ca. 10-12 køer og 20 tdr. marskjord. Men på feriegården: 150 tdr. land agerjord 25 køer, 100 fedesvin, 50 søer med egen orne, 200 høns, der lagde 200 æg hver dag. Det var store forhold at komme til, - puha. Ud over Agnes og Rasmus, som ingen børn havde, boede der på gården 2 karle. De havde eget karlekammer i den fløj af gården, hvor der også var vaskehus.

Agnes og Rasmus havde været ferieværter gennem 25 år og har før mig bl. a. haft Annegret og Reimer Stollberg, børn af legendariske Annmarie og Fritz Stollberg fra Bredsted.

Et fantastisk feriested med lærdom, omsorg og ny viden om moderne landbrug med de maskiner, redskaber og bygninger, der hørte til en firelænget hovedgård i Danmark anno 1965.

Hjemme i Bargum havde vi i 1965 lige fået bygget en ny staldbygning 10X10 m, hvor der kunne være op til 15 køer og 20 ungkreaturer og 2 grisestier, en til en so, der skulle avle smågrise, den anden til at fede de smågrise op, der skulle fortæres i årets løb. (Jo, forskellen var til at få øje på)

Sommer 1964

Jeg blev ikke spurgt, om jeg ville på ferie i Danmark. Sådan var det bare. Jeg kendte ikke en sjæl nord for grænsen, anede ikke noget om, hvor jeg skulle hen eller hvem jeg skulle bo hos. For øvrigt var jeg 9 år, havde gået i skole i Bredsted i halvandet skoleår siden 3. klasse. Dengang skiftede vi skoleår til påske. Dansk var stort set en by i Rusland, men jeg kunne tale og forstå lidt. Jeg kan huske Agnes fortalte Thorvald, naboen, at jeg ikke kunne dansk. Men jeg skal love for, jeg fik det lært, efter to nætters begynderhjemve.

Reimer Stollberg (tidligere feriebarn) var 2. karl på gården det år. Det var en stor trøst, ham kunne jeg snakke plattysk med. – Det hjalp på hjemveen. Jeg faldt hurtigt til hos Agnes og Rasmus takket være deres rottweiler (Britta), som var formidabel til at hente køerne i marken, når de skulle malkes morgen og aften, og så kunne man lege med den; tovtrækning var dens yndlingsleg, og den var bare hammerstærk. Desværre døde den i år 2 og der kom ingen ny. Det skal her lige siges, Agnes og Rasmus er på dette tidspunkt selv allerede 60 hhv. 70 år gammel. – ikke just årsunger. De havde du ingen intentioner om at gå på pension. Men kærlige og omsorgsfulde var de. Jeg kunne nævne 100 ting, som gjorde dem »bedre« end mine bedsteforældre. Bl.a. følte jeg, at jeg måtte få lov til aaalt! Jeg blev taget med i byen, når de gamle var inviteret, der var oftest ikke nogen at lege med, men jeg husker ikke, at det gjorde noget. Der var så meget andet  -  nyt! Bare det at jeg ikke skulle så tidligt i seng, som derhjemme. Jeg var havnet i »Slaraffenland« og fik styr på lidt dansk og finsk, som jeg troede Rasmus talte. Det sagde Agnes altid til mig: Det går nogenlunde med at snakke jysk, men hun syntes jeg havde lidt problemer, når Rasmus snakkede finsk. Hun sagde naturligvis »fynsk«, men det ord kendte jeg ikke, Rasmus var nemlig født og opvokset på Tåsinge. Jeg vidste ikke en hujende fis om Fyn, Sjælland og andre udenlandske lokaliteter. Jeg var et nyt sted, og jeg havde utroligt langt hjem. Fire ugers sommerferie med en million nye indtryk og et fantastisk plejeforældrepar. Fra dette ferieophold medbragt jeg mine første cowboybukser (købt i den lokale brugsforening) »POWER« hed de. De fandtes i hvert fald ikke i Bargum. Jeg fik for hele min arbejdsindsats 30 kroner med hjem i lommepenge. Og jeg følte mig »meget stor«, da jeg skulle hjem og fortælle om alt det nye. Jeg vidste jo nu meget mere om landbrug end min far gjorde, så klog var jeg blevet…  , synes jeg selv dengang.

Forsigtigt og genert spurgte jeg Agnes, om jeg for mine lommepenge måtte købe noget til mig selv eller om jeg skulle aflevere dem derhjemme. Jeg fik lov til (i brugsen) at købe min allerførste helt egen massive glasfiberfiskestang med hjul og 75 m snøre for den nette sum af 20 kr. Der var stadig en tier til overs til hjemturen. Hold fast, hvor var jeg stolt af mig selv.

Sommer 1965

Ny stald i Bargum og så havde jeg i oktober 1964 fået en lillebror. Ingen anelse, hvordan det var gået til. Jeg var ikke den yngste i familien mere. Det kunne mærkes. Jeg glædede mig vanvittigt til at komme til Hvolris igen.

Rasmus (som for øvrigt ikke kunne køre traktor, jeg ved ikke hvorfor) havde handlet og købt en splinterny grøn Deutz traktor med 65 hk og dertil en splinterny Volvo mejetærsker til at spænde efter traktoren. Nu kunne man høste selv og var ikke afhængig af maskinstationen mere. Det var gigantiske forhold med min egen målestok. Alene de store baghjul var 35 cm brede og 1,5 i diameter. Jeg havde aldrig set så stor en traktor før. Ikke nok med. Jeg skulle allerede lære, at køre med den første feriedag, altså ikke på offentlig vej, men ellers alle andre steder. En ny traktor, jeg følte mig som en konge på tronen. Jeg kunne selv nå koblingspedalen med »servo«, så jeg også kunne træde den i bund for at skifte gear, jeg var blevet 10 i januar, var hele 130 cm høj, men det føltes næsten som om jeg var vigtig og voksen. Alt det kunne jeg slet ikke drømme om at få lov til I Bargum. Jeg kørte traktor til den store guldmedalje, med plejefar Rasmus på skærmsædet. Der var vist nok nødt til at være en voksen med. De to karle (de hed Jørgen Bak og Jørgen Simonsen denne sommer). Man blev oftest kun et år som karl på samme gård, for at opnå flere referencer og lære noget nyt forskellige steder, inden man skulle på landbrugsskole for at overtage den fædrene gård.

Begge Jørgener havde en Yamaha knallert, som naturligvis var tunet. Jeg fik tit lov til at køre med bagpå, når Jørgen Simonsen skulle til fodboldtræning i Vammen (nabobyen på den anden side af Skals Å). Helt fantastisk at opleve at en strikket hue med kvast var lige så anvendelig, som en styrhjelm. Jeg tror ikke  der var hjelm pligt på det tidspunkt.

 Som alle gårde med respekt for sig selv havde også Hvolrishøj endda to lodder engjord ned til åen (Skals Å) . Her græssede traditionelt alle ungkreaturer på et areal på ca. 20 tdr. land hele sommeren igennem. En gang hver tredje eller fjerde dag kørte vi en aftentur i Vauxhallen for at se til dyrene. Bagom gården ad bagvejen, forbi grusgraven ned til den ene eng og derefter til den anden stump eng, for at tilse og tælle dyrene. Fantastisk aften tur med de voksne før der blev serveret aftenkaffe. Der gik ikke mange ture, før jeg selv fik lov til at køre turen i engen på cykel, og fortage tilsyn og tælle dyrene, for senere at aflægge rapport hos Rasmus. Så var det også dette år, efter ca. 10 ture på cykel alene ned i engen, at jeg selv måtte få lov til at tage ned til åen for at fiske. Noget der nok nærmest ville blive betegnet som ansvarsløst og farligt i dag. Det var det ikke dengang. Bevæbnet med fiskestang og orme tog jeg mange ture ned i engen og havde tit fisk med hjem, som vi spiste i form af fiskefrikadeller eller helstegte på panden, hvis der var en ørred, ål eller en aborre iblandt. Alt andet (gedder, skaller og brasen) som der var flest af, synes ingen, man kunne spise uden at de var farseret. De havde ret i Danmark.

Som prikken over i'et var jeg sammen med Agnes og Rasmus på ferie. Vi var tre dage på Tåsinge, hos Rasmine, Johanne og Søren. Det var Rasmus ’ søskende, alle ældre end ham selv. De boede sammen i et lille hus med en fantastisk flot have med tonsvis af jordbær og solbær. De havde i et bofællesskab i deres fødehjem og havde ligesom Rasmus og Agnes ingen børn. På hjemvejen fra Tåsinge holdt vi pause ved foden af den gl. Lillebæltsbro i Middelfart. Her stod der hotdogs på menuen. Jeg havde aldrig smagt noget lignede, men jeg spiser dem den dag i dag. Her fandt jeg ud af, hvorfor Rasmus snakkede »finsk«. Ligeledes i denne ferie var det også, at jeg hjembragte traditionen, om at spise pandekager med hjemmelavet solbærsyltetøj til middag hver eneste lørdag. Sådan var det på Hvolrishøj og sådan blev det i Bargum. Jeg havde et billede med hjem, hvor jeg kørte Deutz'en med mejetærsker bagefter. Jeg lærte for øvrigt også at brodere korssting. Jeg lavede et pudebetræk med Pluto og Mikey Mouse. Det findes stadig i mine gemmer et eller andet sted.

Endnu et fantastisk ferieophold. Og endnu engang var jeg vokset 10 cm og var blevet endnu klogere, sådan føltes det i hvert fald. Jeg kunne klare hele verden.

Sommer 1966, 1967 og 1968

Min søster Antje var blevet ansat som ung pige i huset på Hvolrishøj. Hun skulle forberede sig på ophold på husholdningsskolen i Hadsten. Agnes og Rasmus »nøjedes« i disse to år med kun af have i karl, Haarbo.

Haarbo var fra nabobyen og boede ikke i karlekammeret, det nu var blevet inddraget til vaskehus.

Som årene før gik jeg de voksne til hånde i stalden og på marken. I denne sommerferietid blev det udnyttet, at jeg var på gården sammen med Rasmus, Agnes samt storesøster. Haarbo kunne så få hele 14 dage ferie i denne periode. Lige midt imellem hø og kornhøsten. Men der var stadig masser af timer på traktoren med siderive, grønthøster eller presseren bagefter.

Sjovt nok kedede jeg mig aldrig. Der var altid noget at give sig til. Jeg var i biografen i Skals sammen med min søster. Vi besøgte endda min anden storesøster, der var feriebarn i Låstrup på savværket. Og hvis vejret var til det, så tog selvfølgelig ned i engen til Skals Å for at fange en gedde eller en ål, hvis jeg var rigtig heldig så var der også en ørred, som jeg fik særlig smag for at gå efter. De skulle fanges med fluer eller med mider eller vårfluelarver, som man kunne finde i åbrinken, hvor der var særlig gunstige strømforhold. Sådan lærte jeg lige så stille, at læse et fiskevand. En egenskab, som jeg har benyttet mig af meget ofte siden, da jeg stadig er helt vild med at fange en ørred, som for øvrigt smager fortrinligt, samtidigt med at man for bevæget sig ved at gå langs åen i flere kilometer og bagefter tilbage til cyklen. Fangsterne var alsidige jo oftere jeg besøgt åen. Jeg fik bygget mig en lille anlæggebro som fiskeplads, hvor jeg havde mit udgangspunkt og søster en plads til solbadning. En søndag eftermiddag fik jeg den meste besynderlige fangst på krogen, en ualmindelig stor krebs (25 cm lang). Den blev naturligvis taget med hjem til køkkengryden og senere præpareret. Dagen efter kom fiskemanden forbi, som altid om mandagen. Han meddelte overbevisende Agnes, at det var en hummer. Da røg jeg på forsiden af Viborg Stifts Folkeblad med en »biologisk sensation i Skals Å« (med foto og hele menageriet). Det viste sig dog efter nærmere undersøgelser, at det var en almindelig flodkrebs, af usædvanlig størrelse for danske åer. Alarmen var heldigvis afblæst. Det blev til mange ture yderligere, et fantastisk lille paradis for mig.

En ny visit på Tåsinge hos Rasmus’ søskende gjorde mig for alvor idrætsinteresseret. Jeg så for første gang fodbold på tv, (den legendariske finale på Wembley 1966), alle ved hvilken kamp der er tale om, i hvert fald når man har rødder i Tyskland.

I sommerferien 1967 fik jeg pludselig en opringning fra Henry Buhl fra Husum. Jeg var året forinden startet som drengespiller i Husum Cricketklub, der i dag har til huse på Mikkelberg i Hatsted. Jeg var af dansk Cricket forbund udtaget til drengelandsholdet og skulle spille kamp i Odense i weekenden. Der blev sendte en returbillet fra Hobro til Odense og afsted til Fyn, hvor vi løb ind i en ordentlig øretæve af et engels skolehold fra Oxford. Men spændende var det, at prøve sådan en opgave. Der fulgte to ydereligere landskampe som juniorspiller senere. Dette var i øvrigt grundfundamentet for at jeg blev dansk. Sammen med ferieopholdet i Hvolris og utallige ture til cricketklubberne rundt omkring i hele landet gav mig et enormt kendskab til landet og lokalområderne, som jeg har gjort til en lidenskab at udforske alle steder i Jylland og på Fyn, som på det tidpunkt var udset til at blive mit nye hjemland. At det blev Århusegnen, som blev det sted, jeg bosatte mig og stiftede familie sammen med Ane var betinget af uddannelses- og arbejdsmuligheder i 80’erne.

Epilog

Desværre var Agnes uhelbredelig syg og døde 1969 i en alder af kun 60 år. Jeg kunne af samme årsag ikke fortsætte mine ferieophold på Hvolrishøj, men har besøgt Rasmus enkelte gange i 1973, da jeg havde fået kørekort. Rasmus døde i 1975 og begge ligger begravet på Vester Bjerregrav kirkegård. Gården blev doneret til Kræftens bekæmpelse og solgt til for mig ukendt ejer.

Jeg har siden hen besøgt Hvolrishøj, som nu er om- og udbygget med nye store staldbygninger. Kun stuehuset ligger tilbage med sit oprindelige udseende. En tur ned i engen ved samme lejlighed, for at vise Ane, hvor jeg havde trådt mine barnesko, gav vidnesbyrd om, at engen lå der stadig, som for 30 år siden. Og min lille badebro var der stadig.

Lorenz Thomsen