Kærlig hilsen fra Amerika

Kapitel 1:  Feriebørn i Danmark 1919 (Min mor Gretchen)

Det var i sommeren 1919, da de to små otte år gamle tvillinger Meta og Gretchen stod ved Flensborg havn, hvor de klamrede sig både til hinanden og til deres forældres, Jens og Anna Lausens, hænder. De var fulde af forventning, men samtidig også bange for at forlade Flensborg og deres store familie. Deres forældre, Jens og Anna Lausen, og deres seks børn hørte til det danske mindretal i Sydslesvig. Sorg var faldet over familien, da deres ældste søn Karl, kun 18 år gammel, døde i krigen i Polen få år tidligere. Tvillingerne savnede Karl, og nu skulle de forlade deres andre søskende og deres forældre. Fordi de var tvillinger, var de glade for at have hinanden. Skilte med adresser blev placeret omkring deres halse, da de stod i række for at gå på skibet til Danmark. Vi tror, at de sejlede til Kalundborg og kørte med toget derfra.  Det blev fortalt, at de ville tilbringe deres ferie i Danmark hos en kærlig familie, som de aldrig havde mødt før. De gav deres forældre et knus og gav dem et kys til farvel og var snart om bord på skibet.

Meta og Gretchens destination var Eggeslevmagle ved Skælskør på Sjælland, et sted og en ø, de aldrig før havde hørt om. På den tid vidste de ikke, at de var blevet tildelt to forskellige familier. Meta kom til Holger og Karen Lund, Gretchen kom til Niels og Ellen Dinesen - to forskellige familier på to forskellige bondegårde.

Separeret for første gang i deres liv græd de to små piger sig i søvn. Det tog et stykke tid for plejeforældrene at regne ud, at de hver havde en lille tvilling, og at de to piger savnede hinanden. Plejeforældrene kom hurtigt sammen og besluttede at holde pigerne sammen - en uge på Lund-gården, den følgende uge på Dinesen-gården. Hver uge smilede folk, når de så de to småpiger gå hånd i hånd fra den ene gård til den anden.

Hårde tider i Sydslesvig

De første år efter krigen, og især 1919, var hårde for familierne i Sydslesvig. Jobs og fødevarer var knappe. Men der var håb, da Lausens håbede på, at Flensborg kom tilbage til sit moderland Danmark.

Det blev endnu værre, efter at den tysk-danske grænse blev trukket tilbage efter afstemningen i 1920, hvor Flensborg desværre endte på den tyske side af grænsen.
Jens Lausen var den første kaptajn på det nybyggede dampskib Albatros (bygget i 1912).  I 1920 var Albatros et af de få dampskibe, der kunne ankre i danske havne, hvor der var rigeligt med mad. Desværre blev dette et skæbneslag for kaptajn Jens Lausen og hele hans besætning. Efter at de blev nuppet i at smugle kaffe, cigaretter og mad som smør og æg fra Danmark, blev hele besætningen straks fyret. Denne ekstreme straf skulle være et eksempel for andre. I en alder af 56 mistede Jens ikke kun sit levebrød, men hele sin pension. Jens fandt forskellige jobs i Flensborg havn.  Ikke kun var dagligvarer svære at få, men penge til at betale for disse var knappe.

At pigerne kunne være i Danmark på ferie var en stor hjælp for familien.  Vi ved ikke, hvor mange somre Meta og Gretchen brugte sammen med Dinesen- og Lund-familierne. Vi ved, at et intenst venskab mellem de to plejemødre Ellen Dinesen og Karen Lund og tvillingernes mor, Anna Lausen, blev knyttet. Mange breve gik frem og tilbage mellem kvinderne.

Vi ved også, at der kom breve og lejlighedsvist fødevarepakker fra Dinesens og Lunds til Lausen-hjemmet selv under Anden Verdenskrig. På trods af Hitler-regimet og vanskelige tider fortsatte venskabet mellem de to familier. Meta og Gretchen blev i mellemtiden voksne - Meta arbejdede som salgskonsulent hos det store Flensborg-firma Uldall. Gretchen gennemførte sin lærlingeuddannelse hos Uldall og blev syerske. Begge blev gift, før Anden Verdenskrig brød ud.

Kapitel 2: Gretchens ældste datter Erika / Ricky - det er mig!

Erika Lausen, senere omdøbt Erika Waack, var Gretchens ældste datter, og det er mig, Erika/Ricky, der nu sidder og skriver om de mange gode minder, der har betydet så meget for mig og min familie. Jeg tilbragte mine første par år hos min morfar Jens Lausen og min mormor Anna Lausen i Frieda Gade (Friedastraße) i Flensborg, hvor jeg blev født.  Mit første sprog var sønderjysk, men også tysk.

Da jeg var syv år gammel, blev jeg indskrevet i den tyske Osbekschule i Mørvig. Jeg husker godt at have været til stede på skolegården, mens det tyske flag blev hejst, og at armen skulle strækkes ud for at ære det tyske rige.  Jeg kunne ikke lide det, fordi jeg følte mig dansk og ikke tysk.  Jeg husker også, at vi sad i skolekælderen for at se film om Tyskland, der vandt krigen. Børnene i kælderen kunne ikke høre bombeflyene over dem. Højdepunkterne for mig i løbet af disse år var besøgene hos min danske morfar og mormor. Jeg nød især besøgene på det danske bibliotek på Flensborghus.

Efter Anden Verdenskrig blev Flensborg oversvømmet med tusindvis af flygtninge, hovedsageligt fra den østlige del af Tyskland. Dette skabte ikke kun en boligmangel, men også mangel på tøj og mad.

I dansk skole

I 1946 blev jeg indskrevet i den danske skole i Flensborg-Mørvig.  Skolen var placeret i en tidligere militær barak. I skolen lærte jeg rigsdansk og lærte også at læse og skrive dansk. Jeg lærte også mere om mine danske forfædres kultur, herunder mange elskede danske sange.

Som efter Første Verdenskrig tog Danmark sig af sit eget folk i Sydslesvig. I skolen modtog mine klassekammerater og jeg ikke kun gratis frokoster og levertran, men også gratis lægehjælp. De danske naboer på den anden side af grænsen oprettede også centre for brugt tøj. Min mor forsøgte at få det største tøj, hun kunne få, og kreérede smukke kjoler og endda vinterjakker til sine børn.

Rickys egen ferierejse til Danmark 1947

Det var i det tidlige forår i 1947, at min lærer, hr. Johansen, meddelte, at hele klassen var blevet inviteret til at tilbringe sommerferien i Danmark i Sønderborg Amt. Spændingen var stor, da hvert barn fik et skilt med navnet på en familie og en adresse i området. Jeg var det eneste barn, der fik to skilte. Hr. Johansen var overrasket og kiggede på skiltene. Han bad mig om at tage begge skilte med hjem for at vise dem til mine forældre, da der var en grund til at få to skilte.

Min mor, Gretchen, kiggede på de to skilte og troede ikke sine egne øjne. Den anden invitation var fra hendes plejefamilie, Dinesens fra Eggeslevmagle i Danmark. Min mor skrev en note til læreren om, at dette var hendes barndoms plejefamilie og forklarede forbindelsen til familien Dinesen.

Det var tidligt en mørk morgen, at min mor tog mig med sporvognen fra Mørvig til godsbanegården i Flensborg. Hundredvis af børn med lignende skilte var samlet der. Skilte blev holdt op, hvor et bestemt barn skulle stille sig. Hver gruppe havde en ledsager, der nøje kontrollerede hvert skilt. Min mor forlod snart stedet med tårer i øjnene. Jeg græd ikke - jeg stod der meget spændt og kunne ikke vente med at komme op på toget.

En anden pige, Inge Tscherning fra Nystaden i Flensborg, skulle til den samme familie. Vi blev snart veninder. Vores lille gruppe på otte plus den voksne ledsager blev tildelt en kupé, et lille rum i toget.

Spændingen var enorm, da toget forlod Flensborg. Glade skrig og latter blev hørt, da vi krydsede den danske grænse - efterfulgt af total stilhed, da toldbetjentene kom ind i toget for at kontrollere vore skilte. Et hurtigt stop ved Padborg, og så var vi på vej nordover. Motoren gik - tøf, tøf, tøf - sporene knirkede, man hørte en klikken, hvor sporene mødtes - sort røg fra dampmaskinen gik forbi vinduet. Der var stor glæde, da det gik forbi grønne marker, maleriske gårde med stråtag, kirker omgivet af små landsbyer osv. Det var sjovt at se folk. Børnenes ansigter var ofte trykket mod vinduet, når de vinkede til folk, og folk vinkede tilbage.

Første stop var Fredericia - og her blev det støjende, da flere hundrede børn hang ud ad vinduet og skreg »iiiiis, iiiiis, iiiiis« så højt, som de kunne. Hvis byen Fredericia sov, da toget ankom, vågnede alle i byen sandsynligvis op på grund af de glade skrig. På en eller anden måde havde hvert barn 25 øre - sikkert givet dem af deres ledsager. For mig var det den første is, jeg nogensinde havde smagt. ALLE fik is, ikke et barn blev udeladt.

Derefter kørte toget over Lillebæltsbroen og gennem Odense, H. C. Andersens by. Alle øjne blev større, da toget stoppede ved Nyborg Havn. Her måtte alle børn tage deres kufferter og gå op på færgen i rigtig rækkefølge. De hundrede børn var placeret på færgens togspor og instrueret i at sidde på deres kufferter. Snart var færgen lukket og på vej over Storebælt til Korsør. Her kom alle børnene på et andet tog. Den lille gruppe steg af i Dalmose, hvor Niels Dinesen hentede Inge og mig i sin Ford Model T bil.

Ankomst til Eggeslevmagle

Jeg, Erika, havde set Niels Dinesen på billeder og genkendte ham straks. Han var en venlig og blid mand, ejer af Lykkegaard i Eggeslevmagle. Inge Tscherning og jeg elskede den gamle bil – at køre i en bil var en stor oplevelse for os – i Tyskland kendte vi kun busser og sporvogne.  Kufferterne blev fastgjort i bagagerummet og to lykkelige og heldige småpiger var på vej til Lykkegård og en sjov sommer.

Ellen Dinesen mødte pigerne ved døren. Inge og jeg blev hilst velkommen med et varmt knus.

For os to små piger var gårdens hus et slot med en stor entré. I hjørnet stod den største vase, vi nogensinde havde set, fyldt med smukke blomster. Vi blev indkvarteret i vores eget lille værelse - værelset var en luksus i sig selv. Til vores forbløffelse var der to senge - hver kunne sove i sin egen seng. Det var også en luksus. Derhjemme måtte vi dele senge med søskende.

Aftensmaden blev snart serveret, og for os var det en fest - der var kød, sovs, kartofler, grøntsager og endda frisk mælk. Vi havde hørt, at der var rigeligt med fødevarer i Danmark, men vidste ikke rigtigt, hvad det betød - det var langt fra at spise bare kartofler og på en god dag noget genopvarmet sovs eller måltider kun bestående af roer. Vi havde hørt, at Danmark var landet med mælk og honning --- vi forventede ikke et helt lækkert måltid - på dette tidspunkt vidste vi ikke engang, hvad det var.

Lykkegaard var stor. De havde malkekvæg, grise, heste og mange kyllinger. En tjenestepige og et par karle var altid beredte til at hjælpe med at udføre pligter, og så var der  Niels´ og Ellens voksne børn Lisa og Rasmus.

Vi små piger fik også små jobs - vi skulle tage af bordet og hjælpe med at tørre opvasken af. Vi blev også sat til arbejde med at plukke stikkelsbær, ribs og solbær. Buskene stod ved siden af Dinesens bikube med bier summende omkring for at forsyne familien med lækkert honningsmør. Sjovt var det de gange, hvor Ellen Dinesen, hendes datter Lisa, tjenestepigen, Inge og jeg sad i en kreds og pillede ærter. Det tog mange timer, men ingen blev nogensinde trætte af de sjove historier og latteren.

Ellen Dinesens fødselsdag var den 5. august. Det var en speciel dag. Forberedelserne startede flere dage før. Der blev opstillet borde i det rummelige kælderrum, de var dækket med de hvideste duge. Lisa, Inge og jeg fik det bedste arbejde, som nogen kunne have - vi blev sendt ned ad vejen for at plukke blomster fra grøfterne - og vi plukkede blomster i massevis - store buketter, som blev anbragt i vaser på lange borde. Vi kunne næsten ikke vente til selve fødselsdagen, da gæsterne ankom med Ford Model T- biler eller med hestevogn. Det var en festlig begivenhed.

Lykkegaard var et sted med åbne døre. Gæster kom fra Italien og endda fra USA. Det var altid sjovt at møde disse folk og fik mig til at ønske at besøge andre lande. Der var også dage, hvor vi besøgte Dinesens datter Gerda og mand Poul og legede med deres børn. Derved skabtes der livslange venskaber. Jeg mødte blandt andre babyen Niels Dinesen, som i dag er ejer af Lykkegård.  Cykelture til stranden var også almindelige.

Rigtigt specielt var et besøg fra Dinesens ældste datter Valborg og hendes mand Gunnar Larsen sammen med deres børn Niels Erik og Gorm. Da Valborg hørte navnet Erika, sagde hun: »Åh, her bliver du kaldt Rikke« (senere, da jeg mødte min mand Lee, blev navnet amerikaniseret lidt og endnu kalder de mig »Ricky« i USA).

Ophold i Højbjerg

Jeg, Rikke, blev helt forgabt i de to små drenge og ville gerne passe på dem. Det var i løbet af et af vores ferieophold, at Kaarina Pulliainen fra Helsinki, Finland, også opholdt sig på gården. Da jeg holdt meget af de to små Larsen-drenge  spurgte Valborg, om hun kunne tage mig med til deres hjem i Højbjerg nær Aarhus. Jeg var altid klar på et eventyr! Så rejste jeg med familien Larsen med tog til Kalundborg og derfra med færgen til Århus.

Tiden med familien Larsen var fantastisk - ikke kun legede jeg med og underholdt de små drenge, men jeg kunne opleve deres sommerhus, cykle og rejse med dem til det omkringliggende område med bil.  En dag var jeg heldig nok til at se Prinsesse Margrethe, Prinsesse Benedikte og Prinsesse Anne-Marie ved Marliseborg Slot i Aarhus. Efter dette ophold i Højbjerg rejste jeg til Højbjerg fra Eggeslevmagle i begyndelsen af alle sommerferier og tilbage til Eggeslevmage for at være på Lykkegård et stykke tid i slutningen af ferien.

Hjem til Flensborg med tøj og mad – og en dukke

Jeg husker, at jeg kom hjem til Flensborg med en kuffert fuld af nyt tøj og mad til min familie.

Jeg var altid ked af at forlade Larsens i Højbjerg og derefter også Lykkegård, men jeg var også glad for at være hjemme igen.  Mine forældre hentede mig fra banegården i Flensborg. Sporvognsturen fra banegården til Mørvig var altid interessant. Sjovt var det, at de fleste børn havde glemt at tale tysk. Min far var blandt de forældre, som ikke forstod dansk, og han sad stille og smilede.

Min families venskab med Dinesen-familien startede i 1919 - næste år vil det være 100 år siden, at tvillingerne Meta og Gretchen var i Eggeslevmagle.  Siden da har jeg mistet mine plejeforældre og nu alle mine plejesøstre og min plejebror. Gennem årene har jeg været i kontakt med hele Dinesen-familien. En gang tog min amerikanske mand, Lee, jeg og min moster Meta til Lykkegaard, en anden gang min mor Gretchen.  Alle vore fire børn og også tre af vores otte børnebørn har været på besøg i Højbjerg.  En datter og tre børnebørn har besøgt Lykkegård og har mødt den yngre Niels Dinesen og hans familie.  Hver gang, min amerikanske familie har været i Flensborg, har vi også besøgt Niels Erik Nørmark (Larsen) som var læge i Broager.  Niels Erik, hans kone Kirsten og datter Tine har besøgt os i Wisconsin.
Erika, Rikke eller »Ricky«(som er mit kaldenavn i USA), giftede sig med sin bedste ven og elskede Lee i 1957.  Vi har fire børn, otte børnebørn og ni oldebørn. Efter 61 års ægteskab har vi det godt og er stadig meget forelskede. Min mand er luthersk præst, nu pastor emeritus, og vi har boet i Minnesota, Illinois, Connecticut, Michigan, Wisconsin og i Alaska, især i Arktis med Inupiat (Eskimo). 

Jeg, Erika / Rikke / Ricky vil gerne takke Dinesen og Lund familien og især Danmark, mit moderland, for al støtte og hjælp - ikke kun til min familie efter krigen i 1919 og efter krigen i 1945, men også gennem årene til alle Sydslesvigere.
 

Én gang en Sydslesviger,

altid en Sydslesviger. 

Vi elsker dig Danmark!

 

Med kærlig hilsen til Danmark    

Ricky Boleman

Kilde tekst og billeder: "Thyras Vold", Nr. 911, December 2018. Med tilladelse fra Ricky Bolemann.