Mine oplevelser som feriebarn

Allerede længe før sommerferien fik jeg besked på at jeg skulle til en dame, fru proprietær Inger Christensen helt ovre på Falster. Jeg fik fortalt, at så var det på en stor gård, jeg skulle bo. Da mine morforældre havde en gård, fik jeg straks en del ting, jeg skulle rapportere hjem om. Hvor mange dyr, hvilke moderne maskiner, afgrøder etc.

Men først skulle jeg rejse. Jeg var så ophidset, kufferten havde jeg pakket flere uger i forvejen. Natten inden kunne jeg ikke sove og fik lov til at ligge i mine forældres seng. Klokken tre var det op og af sted. Min far bragte mig til godsbanegården i Flensborg. Vi kørte igennem nattemørke gader, ingen biler undervejs. På banegården skulle vi registreres og vi fik en passerseddel, hvor den underste del kunne rives af. Det lykkedes for mange at få den til at løsne sig inden den blev indsamlet. Alle skulle se på sedlen. »Hvor skal du hen? Hvor skal du af toget? Hvad hedder dine plejeforældre (sådan kaldte vi ferieværterne dengang)«. Vi var over »tusind« børn, der blev stillet op i lange rækker. Man fandt sin plads, ved at se efter et skilt med navnet på banegården, hvor man skulle stige af.

Efter mange timer, det begyndte at lysne, gik det op på perronen i sneglefart. De store børn hjalp de mindre med kufferterne, men de skulle også klare deres egen. Forældrene var sendt hjem. Igennem tolden og ud til det lange ventende tog. Finde den rigtige vogn og komme op i den, få hjælp til at få kufferten op i nettet, dumpe ned på sædet og vente på afgang. Mange af de store børn fra min skole skulle også til Falster eller Lolland, de viste mig et kort med skinnenettet i Danmark og hvilken vej toget skulle køre. Så kunne jeg selv følge med i hvor langt toget var kommet. Da vi nåede til Lillebæltsbroen tænkte jeg på, at nu var det skolestart for dem, som var hjemme, også for min søster.

Ved Storebælt var det ud af toget med kuffert og op på færgen ad en uendelig lang gangbro. Efter overfarten omvendt, bare passe på at komme i den rigtige togvogn. Toget holdt ved hver station og altid var der børn der stod af. Vi vinkede fra vinduet og der blev færre og færre børn i toget. Det er klart at en sådan rejse tager lang tid.

Jeg husker en udrejse, hvor vi alle stod af toget i Slagelse. Der var ventetid på flere timer. Derfor havde nogle venlige sjæle planlagt en udflugt til os. Vi kom op på ladet af militærlastbiler og blev kørt ud til Trelleborg. Der fik vi nogle fakta at vide og kunne gå rundt og se på anlægget. Inden det gik tilbage til stationen fik vi en is hver. Vores bagage var der blevet passet på på banegården.

Jeg ankom til Nykøbing Falster ved 18.00 tiden og blev hentet af en ældre dame, hun var lige så gammel som min mormor, og en mand. Vi gik ud til bilen, som var rigtig gammeldags. (Det var en HGF) Desværre var bilen året efter skiftet ud med en moderne bil. Det var så forkarlens bil. Den ældre dame kørte ikke mere selv bil.

Vi skulle først til familiefest. Jeg husker intet, jeg sov! Den næste morgen vågnede jeg i en »seng« lavet af to lænestole, som var skubbet sammen. Det var et fuldstændig fremmed sted og jeg blev meget forvirret og fik straks hjemve. Det gik hurtigt over, for over på sofaen var en anden pige vågnet, hun hed Inger Bodil. Inger - lige som min plejemor, det kunne da ikke være en pige, der var min plejemor? Hun fik hurtigt forklaret mig, at hun hed Inger efter sin moster, som vi begge to var på ferie hos. Ind kom husets frue og sagde, at jeg bare kunne kalde hende »moster Inger«. Og sådan har hun heddet for mig i alle årene.

Jeg fik vist gården. Den var meget forskellig fra gården derhjemme og de gårde, vi læste om i skolen.

Den var stor, havde fire længer med portåbning og gårdsplads med brosten. Huset havde et utal af værelser, men det var kun nogle få, der var beboet. Der boede kun moster Inger og forkarlen Knud. Og Knud boede faktisk i sin egen afdeling med egen indgang.

I gangen hang der en gammeldags telefon, så der havde været telefon i det hjem længe! Når man skulle ringe, måtte man dreje på siden og trykke kraftigt på en fjeder på røret. En stemme spurgte, og man sagde et nummer. Det var som i gamle film! Hjemme havde vi først lige fået en flot sort telefon med drejeskive.

Ude i laden stod der en mejetærsker. Den sommer var varm og tør, kornet var modent inden jeg rejste hjem, så jeg fik lov at køre med på den! Desuden var der en mølle, som malede grisenes foder, frisk foder hver dag! De havde kun grise og høns, men dem var der mange af. Det var første gang jeg oplevede stordrift. Selvfølgelig fik de derhjemme straks et brev med disse informationer. Min mor var sekretær, så i min kuffert var der fint skrivepapir og mange konvolutter med adresse og frimærke på.

En kæmpe køkkenhave med mange solbærbuske var der også. I området var der mange marker med forskellige bær. Der kom unge mennesker, som plukkede bærrene til fabrikkerne. Da solbærrene var modne på gården, skulle de jo plukkes, og det gjorde de 2 mænd på gården. Jeg måbede. Det ville min morfar og morbror aldrig have gjort!

En gang om året tog vi på udflugt. Det var stiligt. Moster Inger havde en picnickurv. En firkantet kurvekasse, hvor forsiden kunne åbnes og så var der service og bestik og hylder med plads til mad. Så jeg fik prøvet rigtig dansk udflugt med frokost i det grønne.

Udflugternes mål var altid noget seværdigt, enten natur eller kultur. Jeg kom til Møns Klint og Louiselund, Knuthenborg Park, som slet ikke var safaripark dengang, til København, en tur med veterantog og-skib og meget mere.

Hverdagen gik sin vante gang på gården, og jeg fulgte bare med, som en del af den. Men der var også tænkt på at jeg var et barn. Den første sommer så jeg, der var udklipsbilleder på solgryn pakkerne. Dem fik jeg lov at få, havregrynene blev hældt i en dåse. Og næste sommer havde min ferievært gemt alle solgryn pakkerne fra hele året. Det var lige indianer-emnet, der var in, jeg fik en kæmpe indianerlejr med masser af tipier og heste og indianerfamilier.

Der var ikke langt til stranden, ca. 3 km, nabobørnene cyklede derned om eftermiddagen og jeg var med, efter at mine værtsfolk havde fået fat på en lidt mindre cykel, som stadig var lidt stor for mig. Men pyt! Det gik! Selvfølgelig havde vi proviant med, kage og saftevand. Købesaftevand med orangesmag, lækkert! Hjemme fik vi saftevand fremstillet af bærrene i haven.

I det hele taget cyklede vi meget omkring. Bageren var i nabolandsbyen – en fin tur for at hente bl.a. sigtebrød. Det var et fast brød, bagt af en blanding af rug og hvede. Når man havde spist sig mæt i rugbrød, kunne man få en skive sigtebrød. Franskbrød var ikke hverdagsmad. Til gengæld var der aftenkaffe med kage, også ukendt og desværre meget fedende. Jeg kom altid hjem med et par ekstra kilo på sidebenene.

Ved godt og varmt vejr kunne det også blive til en aftentur i bil til nærmeste iskiosk. Eskimo-is. Isbåden var særlig populær med solbærsyltetøj og chokoladeglasur. Man måtte skynde sig at slikke den i sig, for vaflen var blød og isen dryppede snart på fingrene.

Der blev handlet i Brugsen. Enten blev der ringet til brugsomdeleren eller varerne blev skrevet op i en kolonnebog. De større ordrer blev leveret, også kasser med øl og sodavand. Afregningen skete så en gang om måneden.

Om søndagen blev der ikke arbejdet så meget. Dyrene blev fodret og andre vigtige ting blev ordnet. Nogle gange tog vi så til stranden eller til Pumlenakke. Ikke for at bade, de voksne gik ikke i vandet. Knud havde arvet et »sommerhus« ved stranden. For at komme til det, måtte man gå gennem den lave skov og så lå der en lille eventyrhytte mellem træerne. Lige neden for var stranden. Det var mere et sted, hvor man kunne få sin medbragte kaffe, det var heller ikke tilladt at overnatte der.

På gården havde jeg selvfølgelig også en »legestue«, den var indrettet i det gamle vaskehus i værkstedsbygningen. Der var plads til de gamle møbler, som var hentet oppe på loftet, og et lille hjørne, der blev min køkkenkrog. Og de voksne var flinke til at komme på besøg og drikke saftevand og spise kiks, eller købe kirsebær, som jeg havde plukket ude i køkkenhaven.

Påskedemo

Jeg var hos moster Inger hver sommer, og da jeg var blevet større, fik jeg lov til at tage til Falster alene. En påskeferie cyklede jeg fra Harrislee over Als, Fyn og Lolland for at besøge min plejemor. Det var en lang tur, jeg var ved at være godt træt. Folk i bilerne vinkede til mig, men jeg havde slet ikke mere lyst til at vinke tilbage. Da jeg næsten var kommet til Nykøbing, kom Knud kørende og samlede mig og cyklen op, heldigvis. Tilbageturen blev lidt kortere fordi Knud afleverede mig ved færgen i Tårs.

En formiddag spurgte moster Inger mig, om jeg havde lyst til at tage med til påskedemonstration. Jeg kiggede forfærdet på hende, hvad skulle jeg svare. Jeg vidste jo ikke, hvad der skulle demonstreres for eller imod. Og sådan en gammel dame ville demonstrere! Det var i slutningen af tresserne, hvor studenteroprøret var i fuld gang. Hun fortsatte at det nok skulle blive hyggeligt og der kom også flere damer fra husene rundt omkring. Jeg fulgte med hende og lettet blev jeg, da jeg fandt ud af, at vi kørte til Kvindeforeningens påskedemonstration, der bestod i smagsprøver af nye opskrifter.

Jeg var feriebarn hos moster Inger i 9 år, og kontakten fortsatte via brev og enkelte besøg. Det har været fantastiske somre for mig, og folkene på gården har været vigtige personer i min opvækst.

Jeg ville meget gerne præsentere min kæreste for dem, og en sommer tog jeg sammen med ham som ledsager på ferietoget og besøgte dem. Det blev et dejligt gensyn, og min kæreste blev godkendt. Vi blev gift nogle år senere.

Kontakten blev desværre mindre efterhånden. Moster Inger var begyndt at blive glemsom. Hun kom på plejehjem og kunne kun huske sine nærmeste. Nogle år senere fik jeg brev fra Inger Bodil om, at moster Inger var død.

Birte Kohrt

	Ulla, hendes lillebror, som jeg ikke lige kan huske navn på, og så mig. Det var de to mindste børn på husmandsstedet ved siden af proprietærgården. Faderen var karl, han hed også Karl, på gården. Der var 5-6 børn der.
Jeg hjælper med at skrælle kartofler ved vandposten, sammen med den næstældste pige og bedstefaderen.
	Inger Bodil sammen med Gellot, Alle hunde hed Gellot og var schæfere, bortset fra den sidste, der var en golden labrador.
Karl og Knud bærer på en so. Knud var forkarl på gården. I dag ville man kalde ham bestyrer. Det var dog »moster« Inger, der styrede bedriften, ordnede regnskab m.m.
Luftfoto af gården, taget et par år inden jeg kom der som feriebarn. Man ser gården med have, kæmpe køkkenhave til højre, husmandshuset, lunden foran til hovedvejen, vejen til venstre i billedet er en markvej. Grisestalden er til højre. I den gamle kostald i midten var hønsene anbragt, i de forreste stalde var farestierne til søerne. I midten stuehuset, hvor det kun var den højre del, der var beboet. Resten var en stue, der blev brugt som kontor og »feststuen«, der var møbleret med en spisestue til mange, blev aldrig brugt i de mange år jeg kom der. I den venstre lade var maskiner og kornmøllen, hvor der blev kværnet korn til grisefoder. I forgrunden af billedet ses »skoven«, der gik der en sti til en kunstig gravhøj. Lige foran skoven er der en lille sti mod højre, det var gårdens private forbindelse til kirkegården.
Jeg var cyklet til Falster i påskeferien. Her er jeg på besøg hos Inger Bodil, og hun tog et snapshot, da jeg kom ind gennem døren.
	Stuehuset fra haven med glasveranda. Glasverandaen var møbleret med rottingmøbler og der blev der drukket kaffe, når der kom gæster forbi om eftermiddagen.