Ledetråd til ferieværter

1. Tilmelding:
Tilmeldingen udfyldes sammen med samtykkeerklæring, kommuneerklæring og børneattest.
Jo mere detaljeret tilmeldingen er (dvs. jo mere vi kan læse om jer som familie, jeres interesser etc.) desto nemmere bliver det at finde et godt match.

a) Samtykkeerklæring: Samtykkeerklæringen udfyldes én gang
b) Børneattest: Udfyldes for hver person i husstanden som er over 15 år.
c) Kommuneerklæring: Udfyldes én gang

Send tilmeldingen samt samtykkeerklæring og børneattest via post eller email (hvis I har mulighed for at scanne i god kvalitet) til Rejsekontoret.

Når Rejsekontoret modtager tilmeldingen vil I modtage en bekræftelse pr. email.


2. Godkendelse
a) De officielle Godkendelser: Rejsekontoret indhenter de officielle godkendelser (pkt. 1. a-c). Det kan tage 2-4 uger.
b) Besøg af lokalkonsulent: Når Rejsekontoret har modtaget de officielle godkendelser, vil du blive kontaktet af et medlem af den lokalkomite for det område, du bor i.

3. Match-processen
a) Introduktion til gode match: Når Rejsekontoret  har modtaget konsulentens beretning, begynder vi at kigge efter et feriebarn, som passer godt til jeres familie. I vil blive introduceret for dette barn (alder, køn, interesser) via mail.  Samme feriebarn bliver på samme måde introduceret for jer.

b) Udveksling af kontaktinformationer: Når begge parter siger ”ja” til hinanden, modtager I hinandens kontaktinformationer. I kan så begynde at lære hinanden at kende, f.eks. aftale et besøg inden sommerferien osv. I bør også så tidligt som muligt snakke transport – hvis feriebarnet skal rejse med Rejsekontorets fællestransporter beder vi om at få dette at vide i så god tid som muligt.

4. Planlægning af transport
Rejsekontoret planlægger busruterne alt efter hvor ferieværterne bor i Danmark. Busserne bookes alt efter hvor mange feriebørn der skal rejse med (ift. Størrelse på bussen). Det kan være, at busruter og ankomst/afrejsetidspunkter først ligger fast meget sent (op til 10 dage inden 1. udrejse). Her beder vi jer væbne jer med tålmodighed. Som tommelfinderregel kan I altid regne med, at bussen kører kl. 9 fra Flensborg (og så regne frem, hvor længe de tager at køre til en given by).

5) Sidste brev
I vil få et sidste brev (senest 1 uge inden første udrejse) som indeholder alle informationer vedr. busholdesteder, tider etc. I dette brev står der også hvem I kan ringe til, ved problemer / spørgsmål undervejs (f.eks. ”er bussen forsinket eller står vi det forkerte sted?”) eller i tiden hvor I har jeres feriebarn. Dette brev bedes I opbevare og gemme evt. vigtige telefonnumre i jeres mobil. Ved akutte spørgsmål beder vi jer om IKKE at sende mail eller bruge vores facebook-gruppe, da vi her ikke kan yde hurtig hjælp.
Husk at den lokale konsulent (find telefonnumre på www.feriebarn.dk) kan hjælpe med mange spørgsmål.