Årsberetning 2012

ved leder af Feriekontoret, skoleinspektør Eberhard von Oettingen

Udveksling

Så ruller toget igen fra Flensborg. Efter godt 25 år med afgang fra Padborg banegård er vi i år igen vendt hjem til banegården i Flensborg. På grund af det høje antal feriebørn, blev transporten i sin tid organiseret i række og geled fra den gamle godsbanegård. I år foregik afgangen afslappet og smertefrit med moderne check-in tider, Café Latte i banegårdskiosken, feriebørnspersonale i nye lysegrønne »feriebarn.dk-trøjer« og forældre, der stille og roligt fik kysset børnene af sted på sommerferie fra »Gleis Zwei«.

I år er der arrangeret ferieophold for knap 300 børn fra Sydslesvig: 200 feriebørn,
56 Vesterled-børn, 20 Hjerting-børn og 18 Sommerunger-børn. Til forskel fra før samarbejder vi i dag med flere organisationer. Det gør, at vi kan sende børn på sommerkoloni til Kystsanatoriet i Hjerting eller på Sommerunger-aktivitetsuge på Aktivitetshuset og biblioteket. Tak til Sundhedstjenesten, SdU og biblioteket.

Vesterled er noget, der trækker. Det kan vi se på det antal tilmeldinger, vi årligt får. Men det er kun under halvdelen af dem, der tilmelder sig, der reelt kommer til Vesterled. Til næste år vil vi forsøge at få sendt to hold af sted til Vesterled. Vi ser det som en kæmpe opgave at kunne tilbyde de familier, der ikke tager på ferie, at deres barn har mulighed for at komme til Vesterled.

Forandringer på Feriekontoret og i arbejdet

Mona Krause er gået på pension efter 28 år som medarbejder på kontoret. Det kan godt være, at moderne digitale kartoteker kan lagre uendelige mængder af data. Men der er ingen computer i verden, der kan erstatte Monas specialviden om feriebørnsarbejdet. Vi kommer til at savne Monas hukommelse om familier og hendes grundige servicering af alle, der kontaktede Feriekontoret. Samtidig er vi glade for, at vi har fået Ulla Salomonsen til at tage sig af Monas arbejdsopgaver. I år er det andet år, at vi formelt kræver kommune- og rigspolitiaccepter. Derfor er det glædeligt, at vi i år for første gang har Rigspolitiets og kommunernes accept på, at samtlige familier, vi samarbejder med, er godkendt via forskellige myndigheder. Nu lever vi op til almindelig standard, og det giver tryghed i arbejdet.

I år havde vi kun 62 nye familier. Det er 40 færre end i 2011. Dette lave tal skal der absolut arbejdes på i samarbejde med Grænseforeningen og andre netværk. Skønt er det at se, at vi har fået reduceret antallet af børn, der rejser hjem før tid. Det skyldes nok, at vi er blevet bedre til at afstemme forventningerne. Børnene er bedre forberedt til besøget, og vi har fået langt bedre formularer, der gør, at vi kan matche børn og familier bedre.

Nyt logo og nyt design

Sydslesvigske Børns Ferierejsers har fået en spritny designlinje. Den er lavet af Katrine Hoop. Det gamle logo med toget på danmarkskortet er skiftet ud med en vindrose, der i design lægger sig op ad Grænseforeningens mølle-logo. Sydslesvigske Børns Ferierejser er meget andet end togtransport. Ferierejser er levende kontakt til Danmark, og Grænseforeningen er et af de aktive netværk, der er motor i formidlingen af kontakten mellem Sydslesvig og Danmark.

Feriemesser og vejen til nye familier Feriekontoret har igen i år stået på årsmødepladsen og deltaget i Sydslesvig-standen på Feriemessen i Herning. Vi bliver nødt til at bruge de forskellige platforme for at få budskabet ”feriebarn.dk” ud. I år havde vi unge udvekslingselever med på feriemessen i Herning.

Vi skal tænke nye veje, når vi skal ud og reklamere efter ferieværter. Hvis alle hjælper til med at sprede ideen om ferierejser ved brug af ”mund-til-mund”-metoden, ved at blive medlem af Facebook-siden (Sydslesvigske Børns Ferierejser) og dele den med alle ens venner, og ved at linke hjemmesiden »feriebarn.dk« til andre netværk, så skal det nok lykkes at vinde flere ferieværter til sæsonen 2013.

Nye hjælpere fra Sydslesvig

Annoncer i FOKUS har givet os nye hjælpere fra Sydslesvig. Skønt at mærke, at der er så stor vilje til at hjælpe med stort og småt.

Udveksling i uge 45/46

Udvekslingsugerne i november er ved at etablere sig. Der er jævn og god søgning til projektet. Evalueringerne siger os, at det er vejen frem i arbejdet. Det projekt, vi søsatte i samarbejde med Grænseforeningen med bevilling fra Sydslesvigloven, udløber i 2012. Der er vores håb, at vi med fortsat støtte kan udvikle feriebørnsarbejdet til gavn for den enkelte elevs sproglige og kulturelle dannelse, men ikke mindst til glæde for samhørigheden mellem Sydslesvig og Danmark.
Tak til alle jer, der har hjulpet i 2012.