Årsberetning 2013

ved leder af Feriekontoret, skolekonsulent Eberhard von Oettingen

Årsberetning 2013

Feriekontoret samarbejder med Grænseforeningen i Danmark om projektet Sydslesvigske Børns Ferierejser, som tilbyder elever fra Sydslesvig at komme på ferieophold i Danmark. Eleverne får således en sproglig og kulturel oplevelse. Feriekontoret koordinerer desuden en gensidig elev­udveksling, hvor børn fra Danmark kan komme til at bo hos familier i Sydslesvig.

Godt 500 elever fra de danske skoler har i år haft en sommerferieoplevelse i Danmark af den ene eller anden slags arrangeret af Feriekontoret.

Den klassiske ferierejse til ferieværter er under forandring. Her ser vi en tydelig tendens til, at flere og flere børn hopper af fællestransporten og i stedet bliver bragt af deres forældre og afleveret hjemme igen af ferieværterne i privatbiler. Det er positivt, at en stigende udveksling er i gang mellem Danmark og Sydslesvig. Der knyttes bånd. Mindre glædeligt er det, at vi igen i år havde dalende genbesøg. På bundlinjen betyder det meget. Især når vi i år blot har 66 nye feriepladser. Det vil blive vores store indsatsområde de kommende år: 100 nye pladser pr. år samt færre ferieværter og feriebørn, der springer fra.

Men der er også sket en masse glædeligt. Takket være samarbejdet med Dansk Sundhedstjeneste for Sydslesvig har vi fået sendt 40 elever til Kystsanatoriet i Hjerting på et rigtig dejligt sommerophold. Det samme gælder opholdet i Vesterled, som vi for første gang kunne dublere. Skønt, at vi har fået samlet en dygtig stab omkring de to Vesterledlejre. Og dejligt at så mange frivillige fra Danmark og Sydslesvig er villige til at bruge deres sommerferie på at hjælpe og arrangere ferierejsen.

Paul stoppede flyet i Kastrup

2013 gav særlige udfordringer for rejseledsagerne. For første gang blev et feriebarn fløjet til ferieværterne. Det var Paul, der igen skulle til Bornholm. Alt var timet perfekt. Paul kunne i god tid nå flyet i Kastrup. Men sporarbejde på Lillebæltsbroen gjorde, at toget blev forsinket. Det så ud til, at Paul ville misse sit fly. En betænksom lokofører kontaktede prompte lufthavnen i Kastrup og fortalte om det »arme« feriebarn fra Sydslesvig, der hang i luften. Og det lykkedes faktisk. Flyet ventede på startbanen, indtil Paul fra Sydslesvig nåede frem. Alt klappede, og Paul havde igen et drømmeophold på den smukke ø. Men episoden var med til at give rejseledsagerne ekstra sved på panden. Det blev så ikke bedre af, at vi i år ved siden af forsinkelse grundet sporarbejde også både havde et tog, der gik i stå, fordi det ikke havde nok diesel på, og et tog, der ikke var godkendt til at køre i Sydslesvig.

Elevudveksling – noget, der rykker

Elevudvekslingen i uge 45-46 bliver godt modtaget. Nu på tredje år ser vi mange gode tilbagemeldinger, og vi hører, at rigtig mange familier har en god kontakt med hinanden flere gange i løbet af året. Gensidighedsaspektet er noget, der rykker. Det har perspektiv for alle deltagende parter. Det gode ved elevudvekslingen er, at Feriekontorets service stopper lige ved hoveddøren. Den matchede familie i Danmark og Sydslesvig skal selv tage skridtet og træde ind i hinandens hjem. Og det klarer de fantastisk.

Kurser og messer

Igen i år er der blevet arrangeret træningsseminarer i feriebørns­arbejdet, og vi har deltaget i rejsemesser med mere.

Tak til alle hjælpere for året 2013

Dette gælder især ferierejsekonsulenterne og ferieværterne i Danmark samt hjælperne fra Sydslesvig og ikke mindst Grænseforeningen.
Sæsonen 2014 starter nu. Hjælp os med at finde ferieværter i Danmark. Kontakt dit personlige netværk i Danmark og gør dem nysgerrige efter at høre mere om Sydslesvigske Børns Ferierejser.