Årsberetning 2014

ved leder af Feriekontoret, skolekonsulent Eberhard von Oettingen

Elevudveksling

Feriekontoret samarbejder med Grænseforeningen i Danmark om projektet Sydslesvigske Børns Ferierejser, som tilbyder elever fra Sydslesvig at komme på sommerferieophold i Danmark. Feriekontoret koordinerer desuden elevudveksling og andre skolerelaterede kontakter mellem Danmark og Sydslesvig.

»At rejse er at leve«

Feriekontoret er under stadig fornyelse. I de seneste fem år har vi udviklet os fra udelukkende at tilbyde ferierejser i sommerferien til nu også at tilbyde fleksible rejser for børn og unge mellem Danmark og Sydslesvig hele året igennem. Skoleforeningen vil i løbet af det næste år forsøge at samle alle foreningens udadvendte elevaktiviteter i et kontor og i bedste H.C. Andersen-stil kalde det et »Rejsekontor«. For som digteren så poetisk udtrykte det i »Mit Livs Eventyr«, knytter også Rejsekontorets aktiviteter levende forbindelser mellem Danmark og Sydslesvig. Rejsekontorets opgave bliver at guide unge på efterskole, servicere lejrskoleophold og stå for alle udvekslinger samt rejser til og fra Danmark. På Skoleforeningen mærker vi en stigende efterspørgsel fra danske skoler og uddannelsesinstitutioner, der ønsker en kontakt til Sydslesvig. Det kan være i forbindelse med et studieophold, en lejrskole eller bare en enkelt dag i grænselandet med indhold. For at løfte denne serviceopgave, som ofte består i noget praktisk som at finde et passende overnatningssted, eller at etablere en kontakt mellem en klasse i DK og en skole i Sydslesvig, vil Rejsekontoret også blive et lille turistkontor for pædagogiske rejser.

Sæsonen 2014

100 nye sommerferieværter satsede vi på i 2014, men det blev desværre til langt under. I arbejdsudvalget feriebarn.dk er vi bevidste om, at vi skal arbejde på at nå meget længere ud i Danmark med det gode tilbud, vi har. Det bliver den store opgave. De tilbagemeldinger, vi får fra nye ferieværter, bekræfter os i, at sommerferierejsen langt fra er »død«. Få nye ferieværter er kommet til, og de udtrykker alle stor glæde i mødet med det sydslesvigske barn. Disse nye ferieværter kaprer vi som ambassadører, der skal sprede budskabet.

Statistik 2009-2014

  2009 2010 2011 2012 2013 2014
Genbesøg 239 256 199 193 172 120
Nye hjem 115 98 96 64 66 22
Privat 80 90 95 59 72 70
Vesterledlejren 59 59 65 58 108 104
Ophold på Hjerting Kystsanatorium     20 40 63
Elevudveksling*   56 102 200 220 232
Sportscamp på Dejbjerglund Efterskole         9
I alt 493 559 557 594 678 620

*De her angivne tal angiver kun antallet af elevudvekslinger registreret via »Elevudveksling uge 45-47«; tallet tager ikke højde for de gengangere, der ikke har meddelt udvekslingen til Feriekontoret.

I år havde vi en elev på Samsø, og det blev til et pragtfuldt ophold for Johanna. Det har ført til, at vi vil forsøge at formidle feriebørn til de mindste danske øer. Dem er der 200 af. Og ligesom på de sydslesvigske øer bliver disse familier ofte hjemme i ferien, når der kommer turister. Det vil vise sig, om det kan blive en lille niche, hvor vi kan sende sydslesvigske legekammerater til øerne.

Bus i stedet for tog

Næste sommer vil transporten udelukkende blive gennemført med busser eller privat kørsel. En stigende andel af de sydslesvigske familier fravælger fællestransporten og kører privat. De vil selv aflevere deres barn og møde den familie, der åbner sit hjem. Sådan skal det være – vi knytter levende bånd for hele familier. Men der er også en anden grund. De seneste år har vi haft stigende problemer med togtransporten. Skiftende sporarbejde, tidlig pladsbestilling, ingen særtog og mange togskift gør, at vi har stort besvær med at planlægge togtransporten.

Succes med uge 45-47

Vi fortsætter med udvekslingen, og det er vejen frem. Det har vist sig, at mange af de elever, der udveksler, også mødes i løbet af året. Vi kalder det nu uge 45-47. I disse uger kan man, efter aftale med skolerne, arrangere udvekslingen, så den passer individuelt. Det har vist sig, at nogle familier ønsker en uges pause i udvekslingen. For eksempel kan det være hårdt for en 4. klasses elev at være gæst den ene uge og så skifte rolle til at være vært ugen efter. Her kan en uges pause være guld værd for alle.

Feriekontoret 2

Godt samarbejde

Denne sæson har vi udbygget vores gode samarbejde med Sundhedstjenesten, der matcher elever og familier i Sydslesvig og i Danmark, og som sammensætter elevholdene til vores feriekolonier i Vesterled og på Hjerting Kystsanatorium. Dejligt, at vi kan samle kræfterne.

Sportscamp på efterskolen

Ved siden af vores to feriekolonier på Lejrskolen Vesterled og vores to feriekolonier på Hjerting Kystsanatorium glæder det os, at vi i samarbejde med Dejbjerglund Efterskole og DGI i Skjern er startet på et samarbejde i sommerferien. Sportscampen, hvor vores elever møder danske børn og sammen dyrker sport, er også et møde med den danske efterskole. Vi glæder os til at udbygge dette tilbud. Tak til efterskolen for dette nye initiativ.

Sæt et ansigt på Feriebarn.dk

Vi er i gang med en større ­aktion, fordi vi ønsker gode historier på vores hjemmeside. Har du en god oplevelse som feriebarn – også gerne ældre – som du vil dele med andre, så send din historie til [email protected]. Send også gerne et foto med.

Tak til alle hjælpere i Danmark og Sydslesvig for året 2014

Uden jer ville vi ikke kunne skabe den levende kontakt mellem Danmark og Sydslesvig. Tak især til alle rejsekonsulenter, til Grænseforeningen og til Sundhedstjenesten. For at ferieværterne kan holde kontakten til Sydslesvig året igennem, vil alle modtage Flensborg Avis, den dag FOKUS udkommer, hele året rundt. Vi glæder os til 2015! Hjælp os med at finde ferieværter – klik ind på vores hjemmeside, og læs de gode spots fra feriebarn.dk.