Årsberetning 2019

Ved kontorleder, Sally Flindt-Hansen

Aarsmoedeflashmob 2019 Panorama

Rejsekontorets årsberetning 2019

Et skolevæsen, som driver danske skoler uden for Danmark, og hvor 5500 børn og unge til dagligt lever og lærer på dansk, er afhængig af, at det danske ikke kun findes på tavlen, men er en aktiv og nærværende del af elevernes liv og bevidsthed.

På Rejsekontoret arbejdes der dagligt på at realisere sydslesvigske børn og unges levende kontakt til Danmark igennem ferieophold hos værter eller på sommerlejr i sommerferien, lejrskoleophold i skoletiden, elevudveksling, efterskoleophold eller via 10. klasses elever fra Danmark som tilbringer 1 skoleår i en sydslesvigsk 10. klasse. Samtidig fungerer Rejsekontoret også som ”pædagogisk turistkontor”, hvor skoler fra Danmark henvender sig, når der f.eks. planlægges klasseture til Sydslesvig, når der søges ”pennevenner”, ligesom Rejsekontoret i kraft at sit enormt store netværk til familier i Danmark, kan være behjælpelig med mange forskellige ting, når det handler om at skabe kontakter over grænsen. I foråret 2019, f.eks. henvendte en skoleelev fra Sydslesvig sig til Rejsekontoret. Han skulle i erhvervspraktik på Ærø-færgen, og søgte en værtsfamilie han kunne bo hos i praktikperioden. Her fandt Rejsekontoret takket være ferieværter og udvekslingsfamilier som sendte forespørgslen videre til venner og familie nær Ærø, hurtigt en værtsfamilie til den unge mand. Han har i øvrigt haft et rigtig godt praktikophold og har meddelt Rejsekontoret, at hans familie ligeledes gerne vil tage en elev fra Danmark ind, hvis der nogensinde skulle komme en lignende henvendelse fra Danmark. En ægte solstrålehistorie.

Feriebørn

I 2019 har ”Sydslesvigske Børns Ferierejser” kunnet fejre 100-års fødselsdag. Mange titusinde børn har i løbet af de sidste 100 år været på ferie hos familier overalt i Danmark, hvor de har fået dansk sprog og kultur med hjem, hvilket for rigtig mange har været absolut prægende for deres identitet og tilhørsforhold til Danmark. I anledning af jubilæet har Rejsekontoret sammen med Fokus-Redaktøren samlet historier og anekdoter fra de sidste 100 år i en flot 4-siders jubilæumsavis. Har man ikke set denne, eller har man måske lyst til at sende et eksemplar til sine (tidligere) ferieværter i Danmark, er man velkommen til at kontakte Rejsekontoret for at få et eller flere eksemplarer.

Desuden arrangerede Rejsekontoret sammen med de unge fra ”Sydslesvig-Crew” en stor happening på friluftsmødet i Flensborg i forbindelse med årsmøderne den 26. maj 2019. På jorden foran scenen var der optegnet et stort Danmarkskort, og i løbet af ShuBiDuas sang ”Danmark” blev alle gæster på årsmødet, som tidligere har været feriebørn (og det er nu engang MANGE her i Sydslesvig) om at stille sig ind på Danmarkskortet dér, hvor de har været feriebørn. Desværre var vejrguderne ikke med os denne dag, og årsmødet var tyndt besøgt. Det blev dog stadig til en del folk, der placerede sig på kortet. Tak til alle.

Årsmødeflashmob 2019

 

Trods jubilæum; I sommersæsonen 2019 har Rejsekontorets mapper ikke ligefrem bugnet med hverken feriebørn eller ferieværter. I alt bliver ca. 65 feriebørn fra Danmark og Sydslesvig i år sendt afsted til hhv. ferieværter i Danmark og Sydslesvig. Heraf rejser ca. 35 med Rejsekontorets fælles busser og resten ordner kørslen privat. Til gengæld har der været stor søgning til Rejsekontorets to sommerlejre på Vesterled. Faktisk var der 160 ansøgninger til 106 sommerlejrpladser, og af denne grund besluttede Rejsekontoret at oprette en 3 lejr med 40 pladser på Sydslesvighjemmet Rendbjerg, Skoleforeningens lejrskole beliggende nær Broager, ved Flensborg fjord. Denne tog eleverne heldigvis rigtig godt imod, og alle pladser blev fyldt op. Der er mange konkurrerende og attraktive tilbud for børn i sommerferien, og det er derfor positivt at Skoleforeningens børn og unge fortsat søger foreningens egne tilbud – det er et tegn på at lejrskolernes personale og de pædagogiske sommerlejrteams gør et rigtig godt stykke arbejde.

Statistik Ferieboern 2019

Elevudveksling Uge 45-47 i 2018

Efterårets ”Elevudveksling” i uge 45-47 viste tydeligt, hvor mødeformerne er på vej hen: I stedet for at være værtsfamilier for et sydslesvigsk barn i sommerferien, rykker interessen for ”kultur- og sprogmødet” helt tydeligt ind i en skole-kontekst og væk fra en fritidskontekst. Hvor der ikke er mange familier i Danmark, der tilmelder sig som værtsfamilier i sommerferien, er antallet af tilmeldinger til elevudvekslingen i uge 45-47 steget støt i løbet af de sidste år. Desværre overstiger antallet af tilmeldinger fra Danmark antallet af tilmeldinger fra Sydslesvig, således at en del elever fra Danmark i efteråret 2018 fik afslag. Interessen for Sydslesvig er stor blandt skolelærere i Danmark. Især tysk- og historielærerne har for længst gennemskuet, at et møde i børnehøjde med Sydslesvig kan levendegøre og skabe relevans omkring mange af de ting, de forsøger at lære eleverne til dagligt.

Frivillig 10. klasse i Sydslesvig

På tærsklen til sommerferien kan vi glæde os over, at 4 elever fra Danmark efter sommerferien flytter til Sydslesvig for at tage deres frivillige 10. klasse i skoleåret 2019-20. Det er lykkes Rejsekontoret at finde værtsfamilier til 2 af eleverne. George fra Egtved skal bo hos en værtsfamilie i Rendsborg og Erik fra Viborg hos en familie i Slesvig. Begge drenge skal gå på A.P. Møller-Skolen. Benjamin fra Odense flytter ind på Ungdomskollegiet og skal gå på Duborg-Skolen. Mathilde fra Skørping skal bo hos en værtsfamilie i Jaruplund og gå på Gustav Johannsen-Skolen. Vi ønsker alle elever fra Danmark og deres nye klassekammerater et fantastisk skoleår sammen. Tak til værtsfamilierne og alle medarbejdere i institutionerne, som har hjulpet med at finde disse værtsfamilier.

Efterskoleophold

Der er ingen tvivl: Det allerstærkeste møde med dansk sprog og kultur får vores elever igennem et efterskoleophold. Rejsekontoret har et meget givende og tæt samarbejde med efterskoleforeningen, for også efterskolerne har for længst luret, at de unge sydslesvigere er interessante at have i elev-flokken. I projektet ”Mindretal på efterskole” finansieret af projektmidler, arbejder Rejsekontoret sammen med Efterskoleforeningen og Grænseforeningen på at så mange elever som muligt årligt i løbet af 7., 8., 9. og 10. klasse stifter bekendtskab med efterskole-livet. Enten i kraft af 24-timers prøveophold, 14-dages ophold eller på et ”rigtigt efterskoleophold” på et helt skoleår. I skoleåret 2018-19 har alle 7. klasses elever været på 24-timers ophold på efterskole i det syd- og sønderjyske og en del elever har i 8. eller 9. klasse været på 14-dages ophold.

UngGenforening uge 20, 2020

Logo _unggenforening _2

100-året for grænsedragningen (1920-2020) venter lige rundt om hjørnet og Skoleforeningens, Grænseforeningens og Sydslesvigs Danske Ungdomsforeninger fælles projekt ”UngGenforening uge 20, 2020” er allerede i fuld gang med planlægningen. Projektet går ud på, at alle 5500 børn og unge fra Sydslesvig og deres lærere og pædagoger i uge 20, 2020 er på besøg hos venskabsskoler i Danmark. En slags ”Genforening” i pædagogisk regi. DSB, som allerede i 1919 støttede Sydslesvigske Børns Ferierejser med postdamperen ”Ægir” og særtog på skinnerne, støtter også i 2020 projektet og transporterer alle børnene frem og tilbage på deres rejser i uge 20. Den 1. maj startede Kirsten Suhr Skovse som Eventkoordinator på projektet, og hun er allerede i gang med arbejdet. Kirsten vil hjælpe institutionerne – både i Sydslesvig og Danmark – med at få tilrettelagt deres møde i uge 20, 2020 på en sådan måde at det bliver en god og givende oplevelse for alle.

Ved kontorleder Sally Flindt-Hansen, juli 2019