Årsberetning 2021

Ved leder af Rejsekontoret, Sally Flindt-Hansen

Svømmepøl M Børn

Farvel til traditionelle ferierejser

– goddag til nye former for kultur- og sprogmødet. Tiden har i flere år været moden til, at nytænke kultur- og sprogmødet. I løbet af de sidste år har interessen for de traditionelle ferieværtsophold været nedadgående, imens interessen for de gensidige sprog- og kulturmødeaktiviteter har været stigende. På Rejsekontoret ser vi stort potentiale i elevudveksling og sommerlejre, hvor sydslesvigske og rigsdanske børn mødes, leger og lærer sammen og vi ønsker at koncentrere os om – og professionalisere - disse aktiviteter. I februar 2021 blev det derfor offentliggjort, at Skoleforeningen ikke længere servicerer traditionelle ferieværtsophold. Rejsekontoret fokuserer fremover på det moderne kultur- og sprogmøde imellem sydslesvigske og danske børn, som er aktiviteter der udspiller sig i skoleregi (”elevudveksling”) og på sommerlejre i sommerferien. Tusindevis af familie- og venskabsrelationer på tværs af grænsen er igennem de sidste 100 år opstået takket være de traditionelle ferieværtsophold og selvfølgelig eksisterer mange af dem endnu. På Rejsekontoret håber vi, at alle sydslesvigere, som fortsat har en relation til en dejlig ”værtsfamilie” i Danmark, vil blive ved med at holde kontakt og besøge hinanden - i eget regi.

Corona og lukket grænse

Når det er forbundet med mange restriktioner at krydse en landegrænse er det forstyrrende for alle i en grænseregion. Men for Rejsekontorets aktiviteter, der jo i sagens natur er grænseoverskridende aktiviteter, har den konstante grænselukning i den grad besværliggjort vores arbejde og har ført til aflysning af nærmest alle vores aktiviteter, herunder ”Elevudvekslingen i uge 45-47 i 2020” eller lejrskole- og koloniophold.For efterskole-indsatsen har pandemien formodentlig ført til, at færre elever fra Sydslesvig i kommende og næste skoleår vælger et efterskoleophold i Danmark. De mange potentielt kommende efterskole-elever har ikke kunnet besøge Åbent Hus-arrangementer på efterskolerne nord for grænsen, ligesom Skoleforeningens egen ”Efterskolernes Dag” ikke kunne finde sted. Ej heller kunne der tilbydes 14-dages prøveophold på danske efterskoler. Det kan ses på antallet af elever, som 2021 er taget på efterskole, nemlig kun 79.


Udsyn – Optimisme og gensynsglæde
På Rejsekontoret vil vi derhen, hvor vi ikke kun organiserer aktiviteter for sydslesvigske børn i Danmark. Succes har vi, når vi organiserer aktiviteter hvor sydslesvigske børn kommer hjem og har fået en ven eller veninde fra Danmark, som de kan tale dansk med, som de kan tage på udveksling og sommerlejr med og som kan hjælpe dem til at blive tryg ved og rigtig glad for dansk sprog og kultur.

I sommerferien 2021 organiserede Rejsekontoret under overskriften ”Dansk-Sydslesvigsk Skolesamarbejde” som er et fælles projekt med Grænseforeningen, 6 sommerlejre for i alt 350 børn. På 2 af lejrene var 1 fjerdedel af deltagerne fra Danmark. Grunden til, at der ikke var flere børn fra Danmark med, skal findes i, at det i stort set hele skoleåret 2020-21 ikke har været muligt at komme ud og holde oplæg på skoler i Danmark og fordele informationsmateriale om vores aktiviteter. Vi glæder os til, at der igen kommer gang i oplysningsarbejdet og vi ved, at Grænseforeningens konsulent allerede har mange skoleaftaler på den anden side af sommerferien. Målet er, at halvdelen af deltagerne skal være børn fra Danmark, da dette giver en kæmpe sproglig gevinst for vores sydslesvigske deltagere - og selvfølgelig også giver de danske deltagere en masse med hjem i form af kendskab til Sydslesvig, nysgerrighed på tysk sprog osv. Ikke desto mindre har det været helt fantastisk at kunne tilbyde sommerlejre for så mange børn. Glæden har været stor og børnene nød at være på sommerlejr i fulde drag.

Når verden lukkes, åbnes øjnene for det nære
På Rejsekontoret synes vi ikke kun, at sydslesvigske elever skal have muligheden for et intensivt dyk ned i det danske. Det er ligeså vigtigt at unge rigsdanskere kender til Sydslesvig og det danske mindretal. Derfor har vi siden 2015 tilbudt elever fra Danmark at være gæsteelever i en 10. klasse i Sydslesvig i et helt skoleår. Aldrig har vi haft så stor interesse for dette tilbud, som under pandemien. Vi formoder at det skyldes de store rejserestriktioner og de mange usikkerheder omkring hvad man kan og ikke kan på et givent tidspunkt. Et udlandsophold i Sydslesvig er forholdsvist nemt at gå til, og man kan hurtigt komme hjem. Efter sommerferien 2021 flytter 9 elever fra Danmark til Sydslesvig. Heraf skal 5 bo på ungdomskollegiet, da det ikke lykkedes at finde værtsfamilier til dem.

Lejrskoler og koloni stråler i ny glans
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at både skoleåret 2019-2020 og 2020-2021 var rigtig dårlige år på lejrskolerne Rendbjerg og Vesterled, samt Hjerpsted Feriekoloni. Der har ikke været regulære lejrskole- eller kolonibørn afsted siden efteråret 2019. Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget, og køkkenlederne i de tre huse har brugt lukkeperioden på at sætte i stand, male, flytte om, rydde op, gennemgå priser, skifte leverandører og meget mere. Alle børn og voksne, som i kommende skoleår tager på lejrskole- eller koloniophold, vil forhåbentlig blive positivt overraskede over de mange fornyelser og forandringer på Vesterled, Rendbjerg og Hjerpsted.


UngGenforening uge 20, 2020
Projektet ”Ung Genforening 2020” ville sende alle sydslesvigske skoler og fritidstilbud (5500 børn og unge) på samtidigt besøg i alle de fem danske regioner i uge 20. De sydslesvigske skoler og de dertilhørende Børne og Ungdomshuse i Sydslesvig havde i fællesskab samarbejdet om at knytte i alt 79 bekræftede partnerskaber fordelt over 35 kommuner i Danmark. Der var lavet planer og programmer for undervisning og fritidstilbud for langt de fleste partnerskaber. Medio marts 2020 var der bestilt rejser til 4968 Sydslesvigske elever, dels via DSB skolerejser, med bus og enkelte med bil og færger. Skolerne arbejdede på højtryk sammen for at skabe rammerne for de mange møder mellem vores sydslesvigske elever og de lige så mange rigsdanske børn og unge.
Den 19. marts 2020 udstedte undervisningsministeriet i Kiel forbud mod at tage på klasserejser uden for Slesvig-Holsten, for at mindske smitterisikoen for covid-19. Dette forbud blev ophævet i maj 2021. I projektgruppen tænkte vi straks i alternative projektrealiseringer, således at projektet fortsat kunne skabe rammer for – og øge antallet af - fysiske møder mellem sydslesvigske og rigsdanske børn fremadrettet. Over sommeren 2020 blev der udviklet en række skræddersyede lærings- og oplevelsestilbud, som partnerinstitutionerne, når verden åbner op igen, kan mødes om. I dag, 2 år efter at projektet blev sat i gang, og 1 år efter at selve besøgene skulle have fundet sted, har det fortsat ikke været muligt at afvikle besøgene. De håb vi havde for, med en forlængelse af projektet i perioden frem til og med efteråret 2021, at møder kunne finde sted i efteråret 2021, var ikke realistiske. Derfor sætter vi med udgangen af skoleåret 2020-2021 et punktum og afslutter projektet. Men det har ikke være ”surt show” det hele. Vi har lært meget i projektet om at skabe og samarbejde omkring skolepartnerskaber. Vores institutioner i Sydslesvig har alle fået revitaliseret deres kontakt og venskabsforbindelser til Danmark. Vi har i processen lært, hvad der virker rigtigt godt og hvad der har været vanskeligt. Vi håber og opfordrer, at alle partnerskoler laver deres egen ”UngGenforening” når man igen kan krydse grænsen og lysten og overskuddet til at rejse ud, er der. For at give samarbejdspartnerne et kærligt skub, planlægger vi i foråret 2022 et kontaktseminar, hvor vi vil invitere nye og gamle partnere og invitere til at samle tråden op igen og sammen udarbejde rammer for hvordan de i skoleåret 2022-23 kan planlægge lejrskoler sammen.